Slået op d.

Godt nytår!

I aften sættes punktum for 2017, og vi hopper ind i et nyt år, nemlig 2018.
2017 har været et af de mest begivenhedsrige år jeg kan huske.

I 2018 vil jeg tage mod til mig, og vise flere sider af Min kreative verden.
Jeg vil gerne give jer et indblik i hvordan “Josefines” kreative verden ser ud.
For ca. 4,5 år siden, blev jeg syg, meget syg. Men midt i alle de svære tanker og hårde tider, fandt jeg ud af at hæklingen virkelig kunne hjælpe mig.
Når jeg hækler kan jeg fokusere på noget andet, glemme tid og sted og på den måde “slukke” for de trælse tanker. Hækling er for mig gået fra at være en form for meditativ flugtvej, til at blive min største passion og nu mit arbejde.

I sommers udgav jeg min 3. bog, hæklede vilde dyr. Jeg havde den dejligste og hyggeligste bogreception på Silkeborg Bibliotek, hvor venner og familie kom og fejrede udgivelsen med mig.

På min fødselsdag d. 28 juli, fik jeg den dejligste besked om at jeg var kommet ind på VIA i Herning – på linjen tekstildesign, håndværk og formidling.
Det er min drømmeuddannelse og jeg er så glad for det.
Jeg er kommet i den bedste klasse jeg kunne drømme om, jeg bliver udfordret og lærer hele tiden nye teknikker og metoder.

2017 har også været et år hvor jeg har fået nye fantastiske bekendtskaber.
Det er tankevækkende hvordan man i de ubehagelige, trælse og svære tider virkelig finder ud af hvem kan kan og ikke kan regne med.
Jeg har fået øjnene op for hvordan nogle i denne hækleverden kan være og hvor meget man skal passe på hinanden og sig selv. Jeg har endnu en gang opdaget hvor heldig jeg er, at have så fantastisk og støttende en familie og veninder.

I 2017 blev jeg ansat hos garnfirmaet Mayflower Strikkegarn, som kreativ ide-, design- og produktudvikler. Disse mennesker er nogle af de mest fantastiske mennesker jeg har mødt. De har taget så godt imod mig og jeg kunne ikke have et bedre arbejde!

I 2017 er mange nye følgere kommet til og jeg er simpelthen så taknemmelig for at i vil følge med i mine hæklerier og kreative sysler!
Jeg ser rigtig meget frem til at dele en masse nye ting og opskrifter med jer i det nye år! I januar udkommer min nye bog “Jeg en gård mig hækle vil”. Jeg er så spændt på at se og høre hvad i syntes om den.

Nu vil jeg bare gerne ønske jer alle et helt fantastisk nytår!
Jeg håber i vil få en fantastisk aften med jeres kære.
Vi ses i det nye år !
De kærligste hilser fra Josefine
Min kreative verden 💕💕

Skriv et svar